Glutenfri havreboller med græskarkerner
Glutenfri havreboller med græskarkerner
Ingredienser
| 65 g havre, hele, glutenfri |
| 250 g havremel, glutenfri |
| 75 g boghvedemel |
| 75 g majsmel |
| 20 g husk |
| 600 ml vand |
| 10 g salt |
| 6 g gær, glutenfri |
| 65 g græskarkerner |
Prøv disse glutenfri boller til morgenmad eller tag dem med på en hyggelig picnic
Sådan gør du
Start med at koge havrekernerne møre i letsaltet vand. Det tager ca. 20 minutter. Hæld vandet fra.
Gør en kvadratisk form på ca. 20x20 cm med mindst 6 cm kant klar ved at fore den med film.
Bland de tre slags mel, så du har det klar.
Pisk gæren ud i det lunkne vand.
Tilsæt salt og loppefrøskaller, pisk i 10 sekunder, og pisk herefter straks melblandingen, havrekernerne og de fleste af græskarkernerne i. Pisk dejen godt igennem, så der ikke er klumper i. Det bedste er at bruge en røremaskine.
Hæld dejen i formen, og glat overfladen med en våd gummispartel eller hånd.
Dæk formen med film eller et låg, så der er plads til at dejen kan hæve, og lad den stå på køkkenbordet i 2 timer.
Lad derefter dejen hæve i køleskabet i 8-24 timer.
Varm ovnen op til 250 grader. Drys lidt majsmel på bordet og hæld dejen ud på dette. Skær dejen i firkantede boller med en spartel/køkkenkniv. Pynt med græskarkerner på toppen.
Bag dem ved 250 grader i 10 min, skru ned på 180 grader til de er flotte mørkebrune og føles lette, ca. 40 minutter.
